Maori kultur

I torsdags var vi i Rotorua. Overalt lugter der af svovl, fordi byen ligger lige midt i et vulkanomraade med geysere, vulkaner og boblende undergrund. Over 35 % af byens indbyggere er maori, hvilket er de New Zealanske 'indfoedte' - de kom til New Zealand som de foerste fra polynesien og slog sig ned ved Rotorua-omraadet. Der har vaeret mange krige mellem europaeerne og maorifolket, men senere blev de accepteret. De havde ikke noget skriftsprog, og de tror paa mother earth og father air - samtidigt er de maori-kristne. De lever som normale mennesker, men hvis man spoerger hvor de er fra, svarer de, at de er fra en stamme ikke en by.

Torsdag aften var vi til maori aften i Tamaki landsbyen. Vi koerte i bus derud og vores buschaffoer sagde, hvad 'kiora' betoed paa 58 forskellige sprog. If you're from Denmark 'kiora' means godmorgen, godaften, mange tak og farvel. Og han talte faktisk godt dansk! Inden vi kom ud til landsbyen skulle vores bus vaelge en hoevding, der skulle praesentere vores 'stamme'. Maori folket har en saerlig velkomst cermoni, hvor en kriger 'danser' med sit spyd, ligger et blad og afventer de fremmedes reaktion. Den fremmede skal saa tage bladet op, hvilket signalerer, at stammen accepterer maorifolket og at de kommer med fred. Herefter kalder den aeldste kvinde paa de fremmede ved at synge - dette betyder, at vi er velkomne i deres landsby.

Inde i landsbyen saa vi, hvordan de brugte deres vaaben, laerte haka (en dans), saa hvordan de traenede og hvordan de boede i meget primitive hytter. Da maden (hangi) var klar, blaeste kvinderne i nogle enorme konkylier for at samle os ved baalet. Vores mad laa under jorden, saa det var hoevdingens opgave at grave den op.

Inden vi skulle spise blev vi underholdt med musik, sang, dans og maori fortaellinger. Det var en utrolig oplevelse, fordi det er saa anderledes end alt andet her paa New Zealand. Der var saa meget mad: fisk, muslinger, lam, kylling, kartofler, sweet potatos, guleroedder osv. Efter hangi skulle hoevdingene laere at danse haka. Naar maorierne danser aabner de oejnene paa vid gab og stikker tungen saa langt ud de kan - og selvom det ser dumt ud, maa man ikke grine, fordi det fornaermer deres kultur.

Da maoriaftenen var slut, koerte vi igen med verdens sjoveste buschauffoer. Han kunne utallige national sange, som han sang hele vejen hjem, imens han dyttede rytmen paa hornet. Da vi kom ind i byen, sagde han, at han ville synge en sidste sang. Han sang 'hjulene paa bussen koerer rundt, rundt, rundt' - og efterhaanden som sangen skred frem naaede baade vindsviskerne at koere, doeren at aabne og alle folk i bussen at hoppe. Vi kunne naesten ikke faa vejret, saa meget grinte vi. Det blev ikke bedre af, at vi kom til en rundkoersel. Her begyndte han at synge, at 'bussen koerer rundt i rundkoerslen' og bussen koerte rundt i rundkoerslen - mindst 7 gange. Det var en fantastisk aften med en helt masse kultur og grin!